Digte

Karrebæk Mølle
Karl Alfred Ditlevsen, (1891-1969)

 

Gamle, stolte, vindomsuste Kæmpe,
arret, vejrbidt du paa Bakken staar;
Tidens Tand var skarp – tog ej med Lempe –
du blev træt af lange Arbejdsaar.

Gennem disse Aar har du saa troligt
slidt fra tidligt Gry til silde Kvæld,
selv ved Nat, naar alt var tyst og roligt,
hørte jeg din Kværn og Sejlets Smeld.

Naar din Ven, Kong Blæst, i al sin Vælde
nød sin Magt og pustede sig op,
sled du som en trofast Arbejdsfælle,
saa det knaged’ i din gamle Krop.

Stille, tavse staar nu dine Kværne,
fredlyst er du – Mølle kun af Navn;
aldrig mere nogen Sædekærne
knuges i din gamle, trætte Favn.

Som et Gravens Kors staar dine Vinger
pegende mod Himmelhvælvet op –
de en Fredens, stille Hilsen bringer
fra din Hvilehøj på Bakkens Top.

Jeg som Barn har hørt din travle Knirken,
Kværnens Knurren – dine Vingers Sus
blande sig med Sang fra Landsbykirken,
Klokkemalmets Klang og Orgelbrus.

Og naar Dødens Engel sætter Tegnet
paa min Pande – jeg i Muld er lagt,
vil hos mig du trofast staa ved Hegnet
i den sidste, mørke Nattevagt.

Gamle Mølle! Orme i dig gnave,
Også du en Dag til Støvet naar;
du som Vartegn staar ved Dødens Have
om det Liv, der smuldrer og forgaar.